
Jeg har været i gang med de små populære perler Delicas. De giver simpelthen så smukt og enkelt resultat. Især armbåndende har jeg set rundt omkring i butikker og mode magasiner. De er meget simple og derfor fik jeg lyst til at lave mine egne. Delicas perlerne fås i et væld af farver. Alle de toner du kan drømme om, de findes.
Udover armbåndene har jeg videretænkt lidt og udviddet ved at lave fingerringe også. De blev rigtig gode og er, pga deres bøjelighed meget behagelige at have på.
Begge dele er nu blevet til et fin lille smykkesæt. Jeg er allerede rigtig glad for smykkerne der i deres enkelthed og lille størrelse er perfekte som hverdagssmykker. -Her er det i hvert fald ikke smykkerne der kommer med dig, men er blot en sød feminin detalje. Du kan på 20 minutter have et armbånd færdigt og vupti så er der også de smukkeste venindegaver i hus.
Armbånd
For at lave et armbånd skal du bruge:
wire tråd – wireklemmer - delica perler - lås – øsken/ring – tang
Mål dit håndled og læg lidt ekstra snor til, så er der noget at arbejde med. Klip det over og find en øsken, wireklemme og lås frem.
Sæt wireklemmen på snor, derefter øsken og til sidst låsen. Træk nu tråden igennem øsken og wireklemmen igen så den danner en lykke omkring låsen. Klem wireklemmen godt flad, nu er den låst og sikret.
Nu kan du sætte perler på og lave det mønster og den farvekombination du ønsker.
Slut af på samme måde. Først wireklemme og så øsken. Du kan evt. som jeg har gjort, tilføje øskenkæde til justering af armbåndets bredde. Den er kun nødvendig hvis du laver armbånd til dig selv, da du jo måler dit håndled og tilpasser armbåndet i længden. Laver du dem til gaver kan det være en god idé med øskenkæde så armbåndet bliver justerbar.
Tænker du: “Det forstod jeg ikke” eller “Det gad jeg godt lige se et billede af” så har Smyks.dk lavet en fin guide til armbånd trin-for-trin i billeder lige her.
De færdige armbånd har allerede været i brug non-stop. På armbåndet der ligger nederst har jeg sat en lidt større lyserød perle i, på midten. Her kan du bruge alle slags perler, store som små.
Fingerring
For at lave en fingerring skal du bruge:
Elastiksnor - delica perler - Crimp - tang
Mål din finger og klip et stykke elastik snor. Husk at ligge et godt stykke til så der er noget at binde med. Sæt de ønskede perler på og lav evt. mønstre med forskellige perler.
Mål gerne efterhånden som perlerne sættes på. Når længden er der binder du 2-4 knuder så det holder.
Klip det overskydende elastik snor af, så der nu er plads til at sætte en Crimp over knuden. En Crimp sørger for at skjule knuden og er i sig selv ret fin.
Sæt Crimp’en på og klem forsigtigt til den slutter til og har lukket sig. Det skal siges at den mister sin shine ret hurtigt hvis du bruger ringen meget og vasker hænder med den på. Den går fra skinnende guld til mat messing, vil jeg kalde det.
Her er de færdige ringe. Jeg har både brugt dem i kombination på samme finger og en og en. Husk at det er vigtigt at finde det rette antal perler. Ringen må ikke være for stram og heller ikke for løs.
Jeg fik i alt lavet 2 armbånd og 3 ringe og jeg kan slet ikke se at der er svundet i perlerøret. Der kan altså blive til rigtig mange smykker af sådan et rør. Delica perlerne er ikke helt billige. Men start evt. med 2-3 farver og find evt. en god veninde at bytte farver med så I ender med et større udvalg.
Jeg har brugt kombinationen af mat sort, mat melonfarvet, mat lys sand, mørk blågrøn, svag havskum og 24K guldindlagt glasperle.
Smykkedelene er venligst givet af Smyks.dk og indlægget udarbejdet i samarbejde, dog er idé og materiale valg 100% Frk. Hansen.
The post DIY – ENKLE SMYKKER MED DELICA PERLER appeared first on Frkhansen.dk.